tirsdag den 17. januar 2012

Hola a todos

Så er vi vel ankommet til Madrid! Det var svært at sige farvel, men jeg var også spændt på alle de nye oplevelser.

Vi fandt hurtigt ind til vores hostel, midt i centrum af Madrid. Vi var fremme ved 20-tiden, så vi faldt med det samme ind i den spanske stil, og spiste aftensmad sent på en restaurant.

Her er udsigten fra vores hostel:




Søndag kiggede vi på byen - og for en masse vild. Madrid er enorm for to piger fra Hou og Holstebro, men vi elsker den stadig allerede. Om aftenen skulle vi ud og se på en lejlighed, som vi sagde ja til - så fra den 23. januar bor vi på 5. sal i Madrid. Lejligheden ligger tæt på byens store banegård Atocha Renfe, og lige ved en stor park. Vores kvarter er museumsområdet, så vi bliver nærmest naboer til Picasso. Vi glæder os rigtig meget til at flytte ind.

Mandag havde vi første dag på universitetet Carlos III de Madrid. Dagen var ENORMT ustruktureret, og meget foregik på spansk, selvom vi var ene udvekslingsstuderende. Jeg forstod derfor ikke meget af, hvad der skete. Marie kunne dog heldigvis oversætte lidt. Heldigvis hører vi, at underviserne skulle være bedre til engelsk, så nu glæder vi os bare til undervisningen begynder.

Den 17. januar skulle fagtilmeldingen begynde, og da det er først til mølle, så var det med at sidde klar ved midnat. Det lykkedes heldigvis for os, at få de fem fag vi gerne ville have. Vi skal læse journalistik på engelsk.

I dag, tirsdag, har vi haft fri. Vi startede med at sove længe, og spise brunch på en café. Derefter nød vi en gåtur i byen. I går var vi ved at blive deprimerede over vejret, da det både regnede, blæste og var koldt. I dag var vejret som forvandlet - solen skinnede og temperaturen har nok nærmet dig de 15 grader. Vi har derfor bare slentret rundt i solen i vores nye hjemby.

Marie i det gode vejr:


Vi havde læst i guidebogen, at der skulle være en strand ved floden, for enden at vores fremtidige gade. Vi gik, gik og gik - og så mødte vi en ligeså forvirret englænder. Han kunne bare ikke finde hjem igen - altså til sin lejlighed i Madrid. Det viste sig så, at hans lejlighed skulle ligge lige ved stranden, og vi valgte derfor at lede sammen. Efter megen forvirring fandt vi stedet, og vi havde fået vores første ven. Vi endte med at spise frokost sammen, og han viste os senere sin lejlighed på 15. sal med udsigt over hele Madrid. Han var rigtig rar, og vi aftalte at ses senere igen.

Udsigten fra 15. sal:


Som I kan høre, så er der allerede sket en helt masse her, og jeg er ved at vænne mig til tanken om at skulle bo i Madrid. Vejret i dag har været perfekt, og her bliver mørkt en del senere end i Danmark - skønt!

Nu vil jeg slutte af med et billede af en lille hyggelig gade, tæt på vores lejlighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar