mandag den 26. marts 2012

Koncert, fodbold og besøg i Madrid

Nu er det virkelig lang tid siden, at jeg har fået opdateret bloggen. Der er simpelthen sket så meget, og marts er fløjet af sted. Jeg vil nu prøve at opsummere lidt hvad der er sket.

For to weekender siden var vi til koncert med LMFAO. Det er egentlig ikke noget musik, som jeg ellers hører, men koncerten var virkelig sjov. På grund af en masse forviklinger kom vi dog 1 time for sent, og vi hørte kun fire sange. Heldigvis spillede bandet de to eneste sange jeg kender, så det var fint alligevel. Det var en kæmpe koncert - nok den største jeg nogensinde har været til.

Søndag tog jeg med en af de norske piger ind på stadion og så Real Madrid spille mod Malaga. Det var virkelig en sjov oplevelse, stadionet var kæmpe stort og det spanske temperament kunne mærkes. Madrid førte hele kampen med 1-0, men i overtiden scorede Malaga på et frispark. Mandrilenerne eksploderede og gik meget sure hjem. Jeg følte mig som en ægte fan iført et Real Madrid tørklæde, som jeg fik af Kasper inden jeg tog af sted herned.

Santiago Bernabéu før alle tilskuerne kom:


Ellers er tiden gået med fællesspisning, studie og sightseeing.

I torsdags fik vi så besøg af Sofie, Martina og Karin, som alle tre er veninder fra antropologi. Det var virkelig dejligt at se dem igen og vise dem Madrid. Tiden er gået med at spise tapas, vise dem byen, en enkelt bytur på et syv-etagers diskotek, frokost og solbadning i parken og shopping. Det har været nogle fantastiske dage, og nu er Karin som den sidste lige taget hjem. Nu skal vi vist slappe lidt af, det har været nogle hårde dage med en omvendt døgnrytme og masser af vandring i Madrid.

Tapas i stuen den første aften:


Fire af os på Sol:


Pigerne i Parque de Retiro:


Karin og Marie i solen:


I morgen skal vi ud og spise med en gruppe piger, og fejre fødselsdag for den norske pige Kristina.

Det allerbedste er, at nu er der kun 5 dage til påsken starter, og Kasper kommer. Jeg glæder mig virkelig til at se ham igen. Det eneste vi har arrangeret endnu er, at vi skal spise på verdens ældste restaurant, som ligger her i Madrid.

Nu vil jeg slappe lidt af, inden jeg skal til at øve et oplæg, som jeg skal holde på studiet på onsdag.

Håber I nyder det gode forårsvejr der hjemme. Her har vejret været meget svingende. Onsdag fortalte Go' Morgen Danmark, at der var sne i Madrid - og det viste sig også, at det havde sneet om natten. Dagen gik dog bare med regn og koldt vejr. Allerede fredag var vi oppe over 20 grader igen. Dét er utroligt.
Nu får jeg vist ikke skrevet mere inden påsken, så håber I får en dejlig påske derhjemme.

mandag den 12. marts 2012

Salami, lakridser og tapas!

Hold da op, tiden flyver. Nu er det ved at være et stykke tid siden jeg har opdateret bloggen. Det er simpelthen bare fordi det går godt her!!

Jeg er nu kommet helt over sygdommen, og foråret er virkelig kommet. Tiden er blevet brugt på restauranter i byen, shopping, is, picnic i Retiro-parken og så lige en lille test. I onsdags havde vi den første test på universitetet, og jeg synes virkelig jeg forberedte mig godt. Desværre havde vores underviser virkelig ikke sat os godt nok ind i indholdet på prøven, og derfor syntes vi alle den var rigtig svær. Vi skulle svare på ti spørgsmål uden hjælpemidler og flere af spørgsmålene var nærmest umulige.
Nu er det bare spændende at høre, hvordan det er gået så.

Hjemmelave thai-mad med svenske Sohail og tyske Sara:


Heldigvis havde vi ingen lektier for i denne uge, så for første gang har vi haft en weekend helt uden lektier. Fantastisk!
Lørdag tog Marie og jeg i Retiro-parken med danske sladderblade, bøger, kortspil og madpakker med dansk rugbrød, salami og ristede løg - og så lige en lakrids til dessert. Dansk mad er virkelig kommet i høj kurs her, men heldigvis importede Niels (Maries kæreste) hjemmebagt rugbrød fra Danmark. Nu venter jeg på en sending dåseleverpostej og makrel i tomat fra vores svenske ven, der er hjemme på weekendtur.

Hygge i Parque de Retiro:


Lørdag aften var vi ude og spise med vores engelske ven Adam, hans ven Daniel, Daniels spanske kæreste og hendes veninde. Desværre kunne de to spaniere ikke engelsk, så samtalen foregik på spansk. Selvom jeg er begyndt at kunne forstå mere og mere, så er en hel samtale alligevel for meget.

I går aftes havde vi aftalt, at vi ville udforske tapas-junglen lidt mere. Vi fandt en rigtig hyggelig restaurant med fakler, terassevarmere og borde udenfor. Vi var tidligt ude dvs. kl. 20 her, så vi fik heldigvis et bord. Her prøvede vi noget forskelligt tapas og fik et glas rosévin. Selvom klokken allerede var mange, var det stadig meget lunt udenfor. Maden var super lækkert, stedet virkelig hyggeligt og ikke engang dyrt. Det er i hvert fald et sted vi skal tilbage til igen.

Tapas-restaurant med tapas og rosévin:




Nu er en ny uge begyndt og flere lektier udkonkurrerer sene aftener med rosévin. I næste uge kommer tre af pigerne fra studiet. Det bliver rigtig dejligt at se dem igen.

mandag den 27. februar 2012

Sygdom, forår og køkken-dyr

Åh sikke meget der er sket siden sidst!
Først og fremmest har jeg brugt (alt for meget) tid på at være syg. For at gøre en lang historie kort, så endte jeg med et par nætter på sygehuset med væske og antibiotika i drop. Det var lidt af en oplevelse, og især hårdt fordi alle var så dårlige til engelsk der. Efter to meget søvnløse næstter, blev jeg endelig udskrevet og får nu svar på mine prøver på fredag, når jeg skal til kontrol på sygehuset.
Nå, nu orker jeg ikke mere sygdom!

Det mere sjove! Vejret her er blevet meget forårsagtigt - faktisk rundede vi de 20 grader i weekenden. Søndagen brugte jeg i den store park Retiro. Her er der altid travlt med folk der løber, dyrker yoga, løber på rulleskøjter, læser, holder fødselsdag, spiller spil og bare slapper af. Jeg havde taget min computer med derhen og lavede min opgave i solen på et tæppe.

Med foråret begynder alle vores gæster også at komme. På fredag kommer Maries kæreste Niels, som den første. Herefter kommer vores antropologi-veninder og i påsken kommer både Maries forældre, Niels og Kasper. Det bliver dejligt at se dem alle igen!

Studiet går også fint her. Vi er begyndt at komme ind i rytmen, selvom det stadig er meget anderledes end i Danmark. Det er dog rigtig svært engang imellem, fordi de spanske studerende ikke er gode til engelsk og derfor bare taler spansk sammen. Vores undervisere er ikke meget bedre, og de bruger nærmest udelukkende spanske eksempler, når de skal forklare os opgaver osv. Vi lærer dog at tage tingene som de kommer, og har faktisk opgivet at finde ud af hvordan vores eksaminer foregår. Hver gang vi spørger, svarer de bare "Don't worry". Mon det er en hemmelighed?

Om lidt kommer vores udlejer. Vi har haft lidt problemer med vores døre i lejligheden, hvilket der har betydet at Marie har været "låst" inde på sit værelse flere gange, fordi dørene binder. Desuden har vi nogle ret store dyr i køkkenet, som vist nok lever bag vandvarmeren og er ved at spise vores træskab. Hver dag tørrer vi træsmuld af køkkenbordet og jager dyr med stegepanden. Nu vil de heldigvis prøve at gøre noget ved det.

Ingen billeder denne gang, men nu lægger jeg snart nogle billeder af lejligheden ind. Vi har fået peppet den lidt op, efter et besøg i Ikea :)

onsdag den 15. februar 2012

Lykke i Madrid

Først og fremmest: jeg har verdens sødeste kæreste!!!

De fleste af jer ved nok godt, at han er sød, men her hører en historie til. I går kom jeg hjem fra en lang og halv-træls dag på universitetet og havde aftalt at snakke på Skype med Kasper. Mens vi snakkede ringede det på dørtelefonen. Lyden er dog nærmest bare blevet som baggrundsstøj for mig, på lige fod med naboens baby der græder. Det ringer hele tiden på dørtelefonen, og jeg har nogle børn mistænkt for telefonfis. Jeg brokkede mig derfor lidt til Kasper og sagde jeg ikke ville åbne, da jeg ikke forventede gæster. Kasper protesterede dog mere end normalt, og jeg fornemmede at jeg burde åbne.

Da jeg så åbnede døren stod en lille bitte spansk mand - godt gemt bag en kæmpe buket røde roser. Han sagde en masse på spansk, og af bare forbavselse forstod jeg det hele!! På kuverten stod der Laura Overgaaard (og der var bolle over g'et), så det måtte simpelthen være til mig.

Kasper havde fået sendt blomster til mig helt hernede i Madrid. Det var det sødeste nogensinde.

Den flotteste buket blomster:


Vi fik også bestilt flybilletter til Kasper, så om 45 dage er jeg ikke græsenke mere - i hvert fald for en uge.

Ellers har det været en lidt (læs: MEGET) hård uge her. For 1,5 uge siden var jeg på restaurant med Marie og to andre udvekslingsstuderende. Marie og jeg havde været på restauranten før og havde reklameret så meget for kyllingen, at vi alle måtte tilbage og have den. Denne lækre saftige og krydrede kylling gemte dog på en hemmelighed - den havde salmonella. Dette betød at vi alle (undtagen Marie) startede med at få feber i tirsdags, og hurtigt blev det bare værre og værre. Det endte med at vi alle kom til lægen og fik konstateret salmonella. Jeg fik antibiotika og besked på at blive i sengen. Nu én uge efter, er jeg endelig ved at være frisk igen. Puha en omgang - jeg savnede lidt min mor der, selvom Marie var en fantastisk erstatnings-mor.

Sight-seeing i solen:


Jeg har nu været i Madrid i over en måned og jeg er ved at falde til. Tiden er begyndt at flyve, og jeg tager mig selv i at glemme at være rigtig turist i byen. Derfor tog vi i dag på sight seeing på det gamle kongepalads. Det er fantastisk flot og hvert eneste rum har en ny farve og et nyt udtryk. Derefter tog vi på en cafe og fik "churos" med chokolade. Det er en traditionel spansk morgenmad, som er sådan nogle friture-stegte wienerbrødsstænger, som man dypper i varm chokolade. Det er MEGET sødt og ret vammelt, men også ret lækkert og syndigt.

Kongepaladset - som nu står tomt! Jeg kunne godt overtales til at tage et par værelser:


Marie og churos:


Til aftensmad fik vi tapas. Jeg har dog stadig ikke lært, hvilke tapas der er de bedste, så jeg prøver mig stadigvæk frem.

I dag har været en ret travlt, men spændende dag. Jeg har fået en "tandem-language"-ven, som betyder at man udveksler sprog. Jeg er blevet sat sammen med en spansk pige, som har læst Turisme. Hun skal lære mig spansk, og jeg skal lære hende engelsk. Hun taler heldigvis allerede en del engelsk, så jeg skal mest hjælpe hende med grammatikken. Hun er en rigtig dygtig spansklærer, som endda roser mig for min udtalelse. Jeg har nu øvet på at rulle på r'erne i et halvt år, men uden andet resultat end vildfaren spyt. Jeg har derfor opgivet at rulle på r, men satser i stedet på deres CH-lyd, som er mere danskervenlig.

Sjov gavl på et hus:


Nå, det blev et langt indlæg. Jeg er godt træt efter en lang dag, med en masse nye indtryk. Selvom den første måned er gået godt og hurtigt, så er hjemveen også begyndt at komme. Jeg savner alle derhjemme og føler jeg går glip af en helt masse. Det gør dog bare, at jeg glæder mig endnu mere til at se jer alle til sommer.

Hav det godt alle sammen og bliv endelig ved med at maile og sms'e. Jeg elsker at høre nyt hjemmefra, så føles Madrid ikke så langt væk.

søndag den 5. februar 2012

3. uge i Madrid

Så har vi rundet de første 3 uger i Madrid. Hverdagen er begyndt, og weekenderne er for korte.
Vi har undervisning hver dag, og også lektier og opgaver hver uge. Heldigvis er niveauet ikke for højt, så det går forholdsvist nemt. Vi har tog skiftet et fag, som bestemt ikke var godt. Underviseren José (selvfølgelig) var meget arrogant og selvglad. Faget hed Television Journalism, og José havde både været nomineret til en Emmy og rejst verden rundt. Hans rejseerfaring betød dog ikke, at han kunne tale engelsk. Hans engelsk var virkelig dårligt, og derfor forklarede han meget på spansk. Han var desuden typen der bare pludselig pegede på en og sagde "Trine, beskriv Lisbeth Salander fra Millennium-Trilogien", fordi som dansker burde jeg jo havde læst de bøger. Han havde klare farvoritter i klassen og lagde ikke skjul på det, især ikke da der skulle vælges en "Class President".

Faget var MEGET praktisk, og til hver time skulle vi forberede en nyhed og sidde i et studie foran et kamera og "lege" TV-vært. Dét indså jeg ret hurtigt, at jeg er for genert til, og heldigvis mente Marie det samme. Derfor skiftede vi i frokostpausen til et andet fag "History of Journalism", som er et 3. års fag. Det betyder dog også, at niveauet er noget højere. Jeg håber dog bare på at bestå faget.

Fritiden bliver brugt på at se vores nye venner. Torsdag spiste vi ved Adam, vores engelske ven, fredag fik vi besøg af to norske piger, lørdag spiste vi med en svensker og en tysker og tog til fest hos en estlænder og en nordmand. Her mødte vi både spaniere, sydkoreanere, filippinere og franskmænd.

Middag med de norske piger Sara og Kristina:


Marie laver pandekager:


I dag har vi bare slappet af, men skal til spansk rap-koncert i aften med Adam og hans ven. Jeg er ret spændt på koncerten, for jeg ikke ligefrem elsker rap - og tænker ikke, at det bliver bedre, fordi det er på spansk!!

I morgen skal jeg købe billet til en tur til Salamanca, som er en af Europas ældste byer. Her arrangerer studenterforeningen en weekendtur til i starten af marts. Marie får besøg af Niels, så jeg tager afsted sammen med de norske piger. Vi skal bo på 4-stjernet hotel, til flamenco-show og spise tapas.

Nå, ikke mere herfra. Jeg håber I alle klarer kulden der hjemme - man kan jo føle det helt herned. Lejligheden er ret kold, så Marie har stoppet alle revner og sprækker ud med toiletpapir - det hjælper dog ikke såååå meget ;-)

Marie foran "pejsen" (varmeblæseren) fletter stjerner og spiser kage, som er bagt i microovnen:

søndag den 29. januar 2012

2 uger i Madrid

Nu har jeg rundet de to uger i Madrid, og jeg begynder at føle mig hjemme her. Vi flyttede sidste mandag ind i lejligheden. Lejligheden ligger et rigtig godt sted i byen, tæt på banegården og ikke langt fra centrum. Lejligheden har to soveværelser, en stue, spisestue, køkken, badeværelse og gang. Den er MEGET spansk-inspireret i indretningen, med gule vægge og meget brune møbler. Men vi klager ikke, vi nyder at bo her.

Vi har forresten ingen ovn - så her på billedet har vi forsøgt at lave lasagne i microovnen:


Hygge i stuen med lakridser, stearinlys og dansk TV:


Nu har vi også haft første uge med undervisning. Fagene virker spændende og de fleste af vores undervisere er søde. Vi har dog én underviser, som er rigtig dårlig til engelsk og derfor forklarer meget på spansk. Det er ret frustrerende, da vi udvekslingsstuderende så overhovedet ikke forstår ham. Heldigvis er de andre af vores undervisere lidt bedre til engelsk. Man finder dog hurtigt ud af, at vi danskere er meget gode til engelsk i forhold til mange andre lande. Det er virkelig en god fordel at have.

Ellers er ugen gået med at få styr på lejlighed og se en masse af vores nye venner. I fredags havde vi en engelsk ven på besøg til aftensmad. Vi lavede boller i karry, og han elskede det :) Vi har også blevet gode venner med to norske piger, som vi ser tit.

I dag har vi været en tur i en stor park, som vi bor tæt på. Her mødtes vi med nogle af de andre udvekslingsstuderende. Senere tog vi på en bar i centrum og så EM-håndbold finalen. Her var der både en nordmand, svensker, englænder, amerikaner, tysker og en finne der heppede på Danmark. Heldigvis levede vi jo op til forventningerne og vandt!!

Billeder fra Parque del Retiro:




I morgen starten 2. uge med undervisning, og jeg er spændt på hvordan det bliver. I morgen aften skal vi ind til byen og se et Flamenco-show:)

Jeg håber I alle har det godt derhjemme? Jeg hører der er kommet sne, det er der heldigvis ikke her, men her er dog blevet lidt køligere. I sidste uge havde vi 16 grader, så vi kan slet ikke holde tanken om koldt vejr ud.

søndag den 22. januar 2012

Første uge i Madrid

Jeg har nu været 1 uge i Madrid! Jeg er ved at føle mig mere hjemme her, og jeg er begyndt at kende byen bedre. Vi har allerede mødt flere søde mennesker, som vi går i byen og spiser med.

I morgen starter vores undervisning kl. 9 i Getafe. Jeg er rigtig spændt, både på at oplevelse underviserne og se hvem jeg skal gå i klasse med.
Senere på dagen overtager vi lejligheden. Det bliver så skønt ENDELIG at få pakket kufferten ud, og flytte rigtig til Madrid.

Min oplevelse af Madrid indtil videre, bekræfter mange af mine forestillinger. Dét jeg finder mest charmerende ved spanierne og byen, er nok også det der kan irritere mig mest

Det er enormt charmerede at opleve livet her i Madrid - folk lever udendørs på cafeer, i parker og på gaden. Overalt høres og ses spanierne der taler så højt, at det nærmest runger i de smalle gader. De spiser ikke før jeg plejer, at gå i seng i Danmark. De går så langsomt, at man nogle gange har lyst til at give dem et lille puf, og de svarer på spansk, når man henvender sig til dem på engelsk. De gamle damer står i flok på gadehjørner, drikker kæmpe kopper kaffe og svinger deres store tasker rundt - nu har de ydet igennem hele deres liv, og nu vil de have lov til at fylde lidt.

Men alt det, er jo også det mest charmerede og fantastiske ved landet. De holder fast i deres traditioner, de lever livet. Jeg tror ikke stress er nært så udbredt hernede, som derhjemme. Her undskylder de sig med "Mañana", og tager det sure arbejde "i morgen" i stedet for i dag. Her formår de at nyde hverdagen, at tage tingene som de kommer og leve livet mere let. Jeg elsker allerede at spise sent på små restauranter i smalle gader, og forsøge at kommunikere på spansk med tjeneren.

Den spanske livsstil virker på én gang både afslappet og tilbagelænet, men også med en vished om sit eget værd.

Jeg skal nok vænne mig til livet her, men jeg tror også jeg værdsætter Danmark endnu mere når jeg kommer hjem.

Efter bare en uge, savner jeg dog allerede meget der hjemme - især Kasper. Det uheldige er, at mit telefonselskab hernede og Kaspers i Danmark ikke kan kommunikere med hinanden, så han er faktisk den eneste jeg ikke kan skrive og ringe med. Heldigvis er Skype opfundet, og jeg skifter forhåbentlig snart telefonselskab hernede.

Det var alt herfra - i morgen kommer der sikkert mere :)